Hver tirsdag aften mødes vi på havnen, spænder gummiskoene og tager sydvesten på (sydvesten er en gammel sejlerhat). Vi er klar til dagens konkurrence! Bent klarlægger banen, Mulle (denne gang var det overstyrmand Keld, som snuppede Kurts båd og lagde arbejdet) lægger start/mållinjen ud og Jørgen A med følge satte gang i løjerne. Med samme hastighed som vi kan accelererer fra 0 til 2 knob forandres besætningerne til blodsugende pirater, som ikke skyer nogle midler for at komme fremad! Men sejlsport er en langsom sport og tingene udvikler sig med moderat tempo, alle kan følge med og selvom vi kan skue fælt fra den ene båd til den anden, så er stemningen god, vi griner af samme fjollede spilersætning, vendingen der bragte modstanderen i læ af sejlet og skulle der være én som sætter sig på grund, så vinder alle de andre jo 😉 Sagen er også, at de småfejl vi laver ……… dem har vi alle lavet! Og det fællesskab deler vi – mine konkurrenter er faktisk mine fæller!

På samme vis er råberiet på banen en form for moderne abekat, som slår sig på brystet og prøver at lyde farlig. Det gælder om at intimidere sin modstander lidt. Det gælder ikke om at slås! Ingen af os kunne drømme om at blive gale eller sejle ind i hinanden. Såvel vores moralkodeks som reglerne foreskriver, at man SKAL lade være med at lave ”buler”. Det er også enormt besværligt med at skulle udbedre skader og helt unødigt! I alle mine år med kapsejlads har jeg kun oplevet eet sammenstød – og det var mere en fejl en noget andet. Og hvis du ikke fortæller det til mine konkurrenter, så skal du vide, at jeg i virkeligheden knuselsker min rivaler …… de er i virkeligheden mine sejlbrødre, som har samme kærlighed til vandet og det at sejl.

Nå, tilbage til kapsejladsen. Keld har overtaget rattet på Bavaria´en. Den som buldrer ned af startlinjen mod det punkt, hvor jeg har tænkt mig at være om 15 sekunder. Keld er en hård hund – men jeg mistænker, han har samme kærlige indfaldsvinkel som mig 😉 – hans start engang i fordums tid på bagbord halse – så skal man vige for alle de andre – tværs igennem feltet i masser af vind og sø gav mig en brun stribe i underhylerne. Men jeg ved, jeg har krammet på ham! Men flytter han sig? Og kan han flytte sig? Jeg har jo hørt, hvordan han og Niels Canning i IF´eren ligger og slås, og hvis den ligger på den anden side – og det gør den! Så har han jo ikke fri manøvremulighed. Jeg peger stævnen op mod linjen og presser på, smiler bredt og råber til Keld, at nu må han godt flytte sig. Sikrer mig at jeg altid kan dreje væk, hvis tingene udvikler sig – og med den viden, så kører jeg på! Keld undviger selvfølgelig, og jeg prøver at give ham plads nok til at kunne sejle, men presser ham selvfølgelig nok til at jeg selv kan komme foran. 20 sekunder efter starten er ”Flying A” forreste båd.

Og sådan blev det! Banen var en ud/hjem. Simpelt og med et vindspring, så blev der faktisk ingen kryds (der hvor vi sejler mod vinden). Det giver ro i bådene, men også mindre dramatik, når ikke man skal hive sejl op og ned og trimme sejlene om hele tiden. På udturen sejlede vi foran-for-tværs. Der betyder vandlinjelængde alt og med feltets længste båd er vi hurtigt langt foran. På ”Flying A” bliver snakken kæphøj og at hvis man skal se modstanderne, så skal vi finde kikkerten frem. Bavaria´en fik feltets næstbedste start og den har faktisk også sejlet sine konkurrenter godt bagud. Spækhuggeren og IF´er ligger og slås og holder dermed hinanden tilbage. Det er altid sjovt, at have nogen at sejle mod, men skal man sejle stærkt, så betyder det alt at have plads omkring dig og fri vind – men så må de andre altså bare flytte sig!

Bagerst ligger den ene L23. Vores havns anden L23 manglede besætning i dag, så den kom ikke ud. På ”Flying A” har vi ”stjålet” ejeren Per – så tak for det! Og på samme vis har vi taget Jan fra Solingen ombord – uden Per og Jan, var vi kun 2 og så var vi nok heller ikke kommet ud at sejle i dag. Det ville have været en skam. I dag er der trods en dag med skyet og regn klaret flot op i vejret, det er blevet solskin. Vandet er svagt bulet og der er fint med vind – vi startede nok i 8 m/s og sluttede i 5-6 m/s. Den faldende vind, gjorde også at farten faldt og det er jo en stor fordel for den hurtigste båd. Vi kom i mål langt før nummer to og jeg tror faktisk, at vi – for første gang – ikke bliver rosinen i pølseenden, når man opgør tiderne med handicap. Men nogenlunde fladt vand, fint med vind og så sol på næsen – behøver jeg sige, at ligegyldigt om man er først eller sidst, så havde man en skøn aftenssejlads? Ligegyldigt om man har fået lidt røgvand i ansigtet eller fået fugtige underhyler af vandet på sidedækket, så er man i live, mærker naturen og dens kræfter og udnytter det til at drive sig fremad. Sejlads for sejl er den skønneste alliance med naturen!
L23´erne kom sidst i mål.

Efter vores målgang – vendte vi lige ud mod resten af feltet og – såvidt muligt uden at genere de andre – fulgte vi dem mod mållinjen. L23´eren har feltets korteste vandlinje – og dermed sværeste ved at klare sig på denne bane. Jeg ved, de gerne vil vinde, men jeg ved også at deres sejloplevelse var intakt og deres tur på vandet var ligeså god som vi andres.

Vi ses på vandet!
Sommerpausen er slut og vi sejler kapsejlads hver tirsdag – vi mødes 17.45

Niels